De Klassiske Videnskabsmaend [antikvár]

Forord Forudsaetningerne for de videnskabelige og teknologi-ske fremskridt, vi er vidne til i dag, er blevet til gen-nem ärtusinder, om end udviklingen er gäet frem med stormskridt i dette ärhundrede, ikke mindst efter 1945. Fundamentet hviler dog i grundtraekkene pä de op-dagelser, der blev gjort af videnskabens störe klassiske skikkelser - Aristoteles, Galileo Galilei, William Har-vey, Isaac Newton, Antoine Lavoisier og Alexander von Humboldt. De aeldste kendte folkeslag i Mellemosten naerede kun rent mytologiske forestillinger om Verdens oprin-delse og udvikling. De opfattede naturfaenomenerne som ikke-lovbundne udslag af hojere magters vilkärli-ge luner eller vilje. Den forste skelsaettende omvaelt-ning indtraf i naturvidenskabernes historie med Thaies fra Milet (ca. 600 f.Kr.) og andre joniske naturfilosof-fers afvisning af den mytologiske naturopfattelse. Graekeren Aristoteles systematiserede de fleste af graekernes videnskabelige resultater - med undtagelse af matematikken - og hans logik og metodelaere samt hans haevdelse af sanseerfaringen som eneste kilde til naturvidenskabelig viden skabte grundlaget for en selvstaendiggorelse af de forskellige videnskabsgrene. Selv grundlagde Aristoteles Zoologien og hans elev Theofrastos botanikken. Hans betydning fik overordentlig langtraekkende virkning. Helt hen til slutningen af middelalderen be-tragtedes Aristoteles som autoriteten pä naesten alle videnskabsomräder, ja, hans formelle logik havde end-da gyldighed indtil begyndelsen af dette ärhundrede. Gennem senmiddelalderens og renaessancens arbej-de forberedtes naturvidenskabernes anden störe revo-lution, som blev gennemfort i 1600-tallet. Forinden havde der raset voldsomme storme, isaer som folge af Kopernikus, der i 1543 omformulerede og forenklede den ptolemaeiske teori ved at placere Solen i universets centrum og reducere Jorden til en almindelig planet. I astronomien havde danskeren Tycho Brahe gennem 20 är foretaget stadig nojagtigere observationer, som af eleven Johannes Kepler benyttedes til udled-ning af de eksakte love for planeternes elliptiske bevae-gelser omkring Solen. Italieneren Galileo Galilei var en af hovedforkaemperne for Kopernikus' dengang for-kaetrede anskuelser. Han var den forste, der anvendte kikkerter til astronomiske observationer. Han opdage-de mänebjergene, solpletterne, fire af Jupiters mäner, Venus' faser, Maelkevejens natur og sä fjerne stjernetä-ger, hvilket tilsammen langt om laenge forte til det an-tikke verdensbilledes endelige fald. Nu fulgte opdagelserne slag i slag. Efter at Galilei havde opklaret lovene for det frie fald, franskmanden René Descartes forniuleret inertiens lov og hollaende-ren Huygens opklaret cirkel- og pendulbevaegelserne, kunne englaenderen Isaac Newton i »Principia« (1687) give hele mekanikken et nyt grundlag ud fra de New-tonske Love. I forbindelse med hans tyngdelov forte dette til en mekanisk forklaring af planetbevaegelserne og en bestemmelse af kraefterne i solsystemet. Forinden havde Newtons landsmand William Harvey i 1628 redegjort for blodomlobets funktion med det resultat, at hele fysiologien mátte revideres. Ved sin eksperimentelle bevisforelse indledte han en helt ny aera i laegevidenskaben, og med sin tese om, at alt levende kommer fra et aeg (omne vivum ex ovo) afvi-ste han teorien om, at liv kan opstá af sig selv. I 1700-tallet udskilte kemien sig omsider helt fra al-kymien og farmakologien. 1773-74 opdagedes ilten af C. W. Scheele og Joseph Priestley, og derefter formule-rede franskmanden Antoine Lavoisier sin korrekte for-braendingsteori. Det var ogsá ham, der bragte grund-stofbegrebet til sejr og gav grundlaget for den kemiske nomenklatur. Den yngste af de behandlede klassiske videnskabs-maend er den tyske naturforsker Alexander von Humboldt, der dode i 1859 knap 90 ár gammel. Hans vaer-difulde samlinger fra hans to store forskningsrejser til Latinamerika 1799-1804 og Rusland/Sibirien i 1829 blev skildret i mesteriige vaerker. Foruden at sammen-fatte datidens naturvidenskabelige viden blev han grundlaeggeren af plantegeografien og klimatologien. Han kan med haeder baere betegnelsen »den moderne geografis fader«. Ja, 1800-tallets anden store naturforsker, englaenderen Charles Darwin, gik endog sá vidt i sin berommelse af Humboldt som til at udtale, at hele hans livslob var blevet et andet, dersom han ikke som ung havde laest Humboldts vaerker. Hver pá sit virkefelt har dette binds seks hovedper-soner sat deres umiskendelige praeg pá forskningen og dermed ogsá pá det verdensbillede og den opfattelse af natúrén og dens kraefter, som vi har i dag. Meget er sket siden disse store naturvidenskabelige kaempers dage, men uden deres indsats ville verden sikkért ikke have set ud, som den gor. Jo naermere vi kommer vor egen tid, desto vanskeligere bliver det at pege enkelt-personerne ud, for moderne videnskab er i hojere grad end nogensinde for et teamwork - for ovrigt helt i klassikernes ánd. Henning Delm-Nielsen