Laenker af ild [antikvár]

„Kom lige herhen, Ausi Naledi! Se her!" Tiro stirrede pá tallet 1427, som nogen havde vaeret fraek nok til at smore hen over doren til deres hus med hvid maiing. Han var pá vej ud til landsbyens vandhane for at hente det vand, de skulle bruge i l0bet af formiddagen. Den vádé maiing flod ned i spraekkerne pá den gamle trae-d0r. Han rorte let ved 4-tallet og fik hvid maiing pá fingeren. Med rynket pande og bange anelser sá han pá sin fem-árige s0ster, og selv om der ikke var meget lys inde i hűset, hvor Naledi stod, kunne han godt se pá hendes morke 0jne, at hun blev forskraekket. ,,Hvem har gjort det, Ausi Naledi? Vi har jo ikke hort noget!" Naledi rystede tavs pá hovedet. Deres lillesester, Dineo, som var fire ár, stod pá taeer og strakte sig for at rore ved maiingen. ,,Nej, Dineo! Den er vád endnu!" Naledi trak blidt den lille vaek fra d0ren og holdt fast i hendes smá haender, mens de l0b ud til den lave lerklinede mur omkring husets lille gárdsplads. ,,Det er ham dér!" Et stykke henne ad den st0vede vej, der f0rte gennem landsbyen, havde Tiro fáét oje pá en mand i gul overall, som var dukket op henne ved et hus med bliktag. Han havde en b0tte maiing i den ene hánd og en pensel i den anden, og en hel del mennesker var ved at samle sig rundt om ham. Det sá ud, som om manden provede at bakke ud af oplobet. Naledi begyndte at smálobe hen ad vejen uden at slippe Dineo. Tiro, som var elle ve ár og hurtig til bens, fik straks et forspring. Han leb helt ubesvaeret pá sine